Mulig præsidentkandidat anklaget for magtmisbrug

Magtmisbrug og trusler har angiveligt været en del af Texas-guvernør Rick Perrys sommer sidste år.

Fredag har en jury besluttet at rejse tiltale mod guvernøren for netop disse lovovertrædelser. Ifølge anklageskriftet har guvernøren forsøgt at tvinge en lokal anklager til at trække sig fra sin post, skriver det lokale medie kxan.com.

Rick Perry, der anses som en potentiel præsidentkandidat for Republikanerne i 2016, er tiltalt for misbrug af sine magtbeføjelser, hvilket anklageren kategoriserer som en forbrydelse, mens han samtidig er tiltalt for forsøg på at udøve tvang mod en offentlig embedsmand - en såkaldt forseelse ifølge anklagen.

Tiltalen er resultatet af en undersøgelse, der blev sat i gang i sommeren 2013, da Perry nedlagde veto mod et milliontilskud til en enhed under sydstatens anklagekontor i Travis County.

Det blev af flere anset som et forsøg på at tvinge statsadvokat Rosemay Lehmberg, en demokrat, fra posten, efter at hun havde erklæret sig skyldig i spirituskørsel.

I første omgang truede Perry med at nedlægge veto, hvis ikke Lehmberg trak sig. Da statsanklageren nægtede at forlade sin stilling, gjorde guvernøren alvor af sin trussel og forhindrede millionerne i at nå kontoret, fordi han "ikke med god samvittighed" kunne støtte kontoret, "der har mistet offentlighedens tillid" på grund af Lehmberg.

Mary Anne Wiley, der er juridisk chef i Rick Perrys administration, forsvarer guvernøren trods tiltalen.

- Vi vil blive ved med aggressivt at forsvare guvernørens juridiske og konstitutionelle handling, og vi er overbevist om, at vi vil sejre i sidste ende, siger hun i en erklæring.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip