To mulige Boston-bombemænd fanget på video

Efterforskere forsøger i øjeblikket at identificere to mænd, der ses på billeder nær målstregen ved Boston Marathon, få øjeblikke før at de to bomber eksploderede i mandags.

De to mænd er af "stor interesse" for efterforskningen, siger en politikilde til CNN.

Det er de på grund af tidspunktet, hvor de befinder sig ved målstregen, og fordi den ene af dem bærer en sort taske.

De to mænd er endnu ikke blevet identificeret, og de blev onsdag efterlyst i et cirkulære fra myndighederne. Billederne er ikke blevet offentliggjort af frygt for, at det kan påvirke efterforskningen, siger kilden til tv-stationen.

Siden mandag har hundredvis af efterforskere gransket overvågningsvideoer og stillbilleder taget omkring målstregen på tidspunktet for mandagens eksplosioner, som dræbte tre mennesker og sårede mindst 176.

Tidligere onsdag aften var det fremme, at amerikanske myndigheder havde anholdt en mistænkt i sagen. Det blev dog siden dementeret af politiet i Boston og det amerikanske justitsministerium.

Et pressemøde, der skulle afholdes af FBI i Boston onsdag aften dansk tid, blev aflyst uden forklaring.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip