Mulighederne for nye boligejere skrumper

Skrevet af admin

10/04/2015

Dagens topnyheder

Samlet set står der cirka 3700 færre huse og ejerlejligheder til salg end for et år siden.

Det viser Realkreditrådets statistik for boligudbuddet i marts 2015.

- Familier på boligjagt har færre boliger at vælge imellem end for et år siden, konstaterer Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet, i en pressemeddelelse.

Faldet svarer lige knap til det samlede udbud af huse i hele Vestjylland, påpeger direktøren.

- Boligudbuddet plejer at stige en smule, når foråret begynder at melde sig. Derfor står der lidt mere til salg end for en måned siden, siger hun.

På landsplan står dog fortsat 38.291 huse til salg og 6197 ejerlejligheder.

- Selv om udbuddet af huse gradvist er faldet de seneste tre år, har familier med boligdrømme forsat mange muligheder.

- Udbuddet af huse er nemlig faldet fra et meget højt niveau. Med andre ord er der ingen grund til bekymring for de mange familier, der her i foråret er på udkig efter et hus, pointerer Ane Arnth Jensen.

Faldet i boligudbuddet det seneste år er bredt fordelt over hele landet. Udbuddet af huse er faldet mest i Københavns omegn med 17,3 procent og mindst i Vestjylland med 2,9 procent.

Mens der stadig står mange huse til salg, er situationen en anden for ejerlejligheder.

- Unge mennesker eller familier på udkig efter en ejerlejlighed i København eller på Frederiksberg har fået markant færre muligheder end tidligere.

- Det samlede udbud af ejerlejligheder er mere end halveret i forhold til, da der var allerflest til salg, forklarer Ane Arnth Jensen.

/ritzau/