Muligt drab: Mand fundet død i lejlighed i Kolding

Skrevet af admin

17/10/2014

Dagens topnyheder

En mand, der fredag eftermiddag blev fundet død i sin lejlighed i Kolding, har ikke været udsat for en forbrydelse.

Det har retsmedicinerne fortalt politiet efter at have undersøgt liget.

- Umiddelbart er der intet mistænkeligt ved dødsfaldet, siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Da manden blev fundet i sin lejlighed, gik politiet i gang med at efterforske dødsfaldet som et muligt drab.

I politisprog hedder den slags nemlig et "mistænkeligt dødsfald", og det betyder, at politiet efterforsker på samme måde, som hvis man havde været sikker på, at der var tale om et drab.

- Vi har sendt en patrulje ud til den lejlighed, hvor en mand er fundet død. Da man ikke umiddelbart kan sige noget om dødsårsag og dødsmåde, så efterforsker vi det som et mistænkeligt dødsfald, sagde Carsten Thostrup tidligere fredag.

Efterforskningen indebærer, at politiets teknikere sammen med retsmedicinere undersøger gerningsstedet, ligesom den afdøde skal igennem et retslægeligt ligsyn og en obduktion.

Formålet med at efterforske sagen, som var man sikker på, at det var drab, er at sikre eventuelle beviser, hvis det senere skulle vise sig, at der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.

Men sidst på eftermiddagen kunne politiet drosle efterforskningen ned igen, da ligsynet viste, at manden ikke er offer for en forbrydelse.

Dødsårsagen vil først blive fastslået efter en obduktion på mandag.

/ritzau/