Muligt møde mellem Obama og Putin på Bali

Kommer mødet i stand vil det finde sted på Bali, hvor de asiatiske lande i organisationen APEC holder topmøde, og hvor Barack Obama ifølge de foreløbige planer vil lægge vejen forbi på en i forvejen afkortet Asien-rejse.

»De to sider er i øjeblikket ved at arbejde på at organisere et sådant møde, og vi tror, at mødet vil finde sted,« siger præsident Putins rådgiver Juri Ushakov og tilføjer, at ideen kom fra Rusland, og at amerikanerne øjeblikkeligt greb den.

Den akutte budgetkrise på hjemmefronten har tvunget Obama til at skære Malaysia og Filippinerne ud af rejseprogrammet og lade Bali og et besøg i Brunei stå åbent.

Derfor mangler den endelige bekræftelse af hans deltagelse på Bali endnu.

Sidst de to præsidenter havde lejlighed til at diskutere Syrien, var på det økonomiske topmøde i Sankt Petersborg i starten af september, men siden er aftalen mellem de to lande om Syriens kemiske afvæbning blevet konkretiseret gennem en fælles FN-resolution og senest med ankomsten af de FN-inspektører, der skal overvåge destruktionen af våbnene.

Klimaet mellem de præsidenter har ikke været præget af varme, men den seneste enighed om FN-resolutionen kan have ændret situationen.

Yderligere har de to præsidenter også nok at tale om, når det gælder forberedelserne til den fredskonference om Syrien kalder Geneve 2, der stadig er i støbeskeen.

Dagens Gossip

Dagens TV