Muligt motiv for mergelgrav-drabet: Jonathan mistede hash for en kvart million kroner

34-årige Jonathan Holst Nielsen blev i sidste uge fundet skudt og bagbundet i en mergelgrav på Sydsjælland. Nu viser det sig, at han mistede hash til en værdi af godt 250.000 kroner sidste år.

Det fremgår ifølge tv2.dk af en aktindsigt fra Retten i Næstved og Østre Landsret.

De tidligere domme viser, at Jonathan Holst Nielsen blev idømt fem måneders fængsel i september 2014, efter at politiet stoppede ham i en bil i Dianalund med 4,7 kilo hash. Han forklarede i retten, at han havde købt det på Christiania to dage tidligere.

Læs også: Familie og venner undrer sig: Hvorfor ville politiet ikke efterlyse dræbte Jonathan?

Det var ifølge retsbogen meningen, at han skulle aflevere hash'en på en rasteplads til en person, som han ikke vidste, hvem var. Dette blev aftalt med en anden person, som gjorde Jonathan Holst Nielsen en tjeneste, da de to sad i fængsel sammen tidligere. Han ville ikke oplyse, hvem denne person var, skriver tv2.dk.

Jonathan Holst Nielsen forsvandt få måneder senere, og det er derfor nærliggende at formode, at der er en sammenhæng mellem den sag og hans død i mergelgraven.

Den dræbte mands forældre var da også nervøse for, at deres søn blev presset til at gøre ting, han ikke ønskede.

- Jonathan var en god dreng med et godt humør og altid villig til at hjælpe andre. Men han havde svært ved at sige nej, og til tider lovede han ting, han ikke var i stand til at holde. Vi har på fornemmelsen, at Jonthan mod slutningen af sit liv følte, at han blev presset til at gøre ting (for andre), som han ikke burde have gjort, men som han afviste at tale med sin familie om, skriver forældrene i et brev, som tv2.dk har fået lov til at offentliggøre. 

Jonathan Holst Nielsen blev fundet død af skud i en mergelgrav i Herlufmagle 21. april. Han var bundet på hænder og fødder og forsøgt tynget ned af vægte.

Følg Dagens.dk for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip

Dagens TV