München-drabsmand er død og handlede alene

Skrevet af admin

23/07/2016

Dagens topnyheder

Det var en 18-årig tysk-iraner, der fredag eftermiddag stod bag omfattende skyderier mod tilsyneladende tilfældige mennesker i München.

Det oplyser politiet på et pressemøde natten til lørdag.

Inden pressemødet havde politiet oplyst, at det havde fundet liget af manden, som man antog for at være gerningsmanden. Det formodes, at han handlede på egen hånd.

- Vi har fundet en mand, der har taget livet af sig. Vi antager, at han var den eneste gerningsmand, skrev politiet på Twitter.

På nattens pressemøde oplyser Hubertus Andrä, chef for politiet i München, at liget af den unge tysk-iraner blev fundet klokken 20.30. Han havde ifølge de foreløbige oplysninger skudt sig selv.

Gerningsmanden havde boet "lang tid" i München og havde en ren straffeattest.

Ti personer er bekræftet omkommet, deriblandt den formodede gerningsmand. Desuden er 21 personer såret - heraf tre livsfarligt, oplyser politichefen.

Ifølge den foreløbige efterforskning anvendte gerningsmanden en pistol under angrebet

Skyderiet fandt sted ved et indkøbscenter cirka fem kilometer fra Münchens centrum.

Liget af den formodede gerningsmand er ifølge nyhedsbureauet dpa blevet fundet en kilometer fra gerningsstedet.

/ritzau/