Murer fik sjælden sygdom via støv

En murer er blevet ramt af den sjældne sygdom sklerodermi, efter han i mere end 20 år har været udsat for støv fra blandt andet skæring af fliser. Det skriver Fagbladet 3F.

Sklerodermi er en bindevævssygdom, hvor organismen danner antistoffer mod sit eget væv, og som i værste fald kan være invaliderende. Derfor skal mennesker med støvende arbejde være opmærksomme på den.

Mureren var hver uge udsat for støv fra blandt andet skæring af fliser og boring i betonvægge og var næsten altid dækket af et tyndt lag støv i ansigtet ved fyraften. Når han pudsede næse og hostede, kom der støv op blandet med slim.

Lidelsen står ikke på den liste over erhvervssygdomme, som udløser erstatning.

Men Erhvervssygdomsudvalget er ikke i tvivl om, at mureren er blevet syg af arbejdet. Årsagen var, at han havde været udsat for kvartsstøv. Derfor har han nu mulighed for at få erstatning.

Dagens Gossip

Dagens TV