Murray efter Wimbledon-ydmygelse: Jeg gav ham selvtillid

Andy Murray er meget skuffet over, at han onsdag blev detroniseret som Wimbledon-mester.

Skotten blev i store perioder spillet ud af Centre Court i London af bulgareren Grigor Dimitrov, der vandt 6-1, 7-6, 6-2.

- Jeg er meget skuffet over den måde, jeg indledte kampen på. Jeg gav ham selvtillid fra begyndelsen, siger Andy Murray ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg havde det fint under opvarmningen, men jeg kom skidt i gang. Det var langt lettere for ham at spille afslappet, da han førte 2-0 i sæt, siger han.

Andy Murray, som for første gang siden 2008 ikke er blandt de fire semifinalister ved Wimbledon, roser 11.-seedede Grigor Dimitrov.

- Han spillede en meget stabil kamp, han lavede mange returneringer og få fejl. Jeg ville bare ønske, at jeg havde gjort det sværere for ham. Det var ingen god dag, siger Andy Murray.

Sidste års vinder af Wimbledon overraskede for nylig stort, da han hyrede franske Amelie Mauresmo som træner.

Andy Murray meddelte efter nederlaget til Grigor Dimitrov, at han og Amelie Mauresmo vil sætte sig ned og vurdere, om samarbejdet skal fortsætte.

Mauresmo, som selv har vundet Wimbledon i damesingle, blev i første omgang hyret som træner for Murray frem til udløbet af græssæsonen, det vil sige efter Wimbledon.

/ritzau/

Dagens Gossip