Murray fastholder dopingkritik af Troicki før møde

I 2013 nægtede den serbiske tennisspiller Viktor Troicki at afgive en blodprøve som en del af en dopingtest, og det kostede ham en dopingdom på 18 måneder, som efterfølgende blev reduceret til et år.

I den forbindelse var den britiske tenniskollega Andy Murray ude med en hård kritik af Troicki for at skade sporten med sin dopingdom.

Nu står de to spillere over for hinanden i semifinalen ved græsturneringen i Queens, og Murray fastholder sin kritik af lørdagens modstander.

- Hvis du vil have folk til at tage din sport seriøst, er du nødt til at have stærke antidopingtiltag, og du er nødt til at sikre, at atleterne bliver testet mest muligt, lyder det fra Murray ifølge AFP inden kampen mod Troicki.

Serberen har fået karrieren på rette spor igen efter karantænen, og Murray tror da også på, at modstanderen har lært lektien.

- Jeg står ved, hvad jeg sagde dengang. Jeg er sikker på, han har lært meget af det, siger Murray, som er favorit i kampen.

29-årige Trocki er lige nu nummer 25 på verdensranglisten, mens 28-årige Andy Murray er nummer tre.

/ritzau/

Dagens Gossip