Murray har respekt for belgier før Davis Cup-afgørelse

Skrevet af admin

29/11/2015

Mest læste i dag

Det ligger i hånden på Andy Murray at afgøre Davis Cup-finalen mellem Storbritannien og Belgien i den første singlekamp søndag.

Verdensranglistens nummer to tager dog intet for givet før sit møde med Belgiens David Coffin.

- Jeg ved, hvor god en spiller Goffin er. Du bliver ikke rangeret som nummer 15 i verden i tennis i dag med det niveau, der er, hvis du ikke er rimelig god til spillet. Jeg er ret rolig, men jeg ved, der er langt endnu, siger Andy Murray ifølge AFP.

Han har aldrig tabt et sæt til Goffin, og i deres seneste møde ved Paris Masters for tre uger siden vandt Murray opgøret på under en time.

David Goffin ligger aktuelt placeret som nummer 16 på verdensranglisten, og han er klar til den store opgave. Goffin fik en skidt start i sin singlekamp mod Kyle Edmund fredag, hvor han tabte de to første sæt, før han kom tilbage og vandt kampen i fem sæt.

- Jeg er stadig fortrøstningsfuld. Jeg føler mig godt tilpas med mine grundslag, og alt er okay. Jeg er klar til at give alt, siger Goffin ifølge Reuters.

Storbritannien fører 2-1, efter at der blev taget et stort skridt mod den samlede sejr lørdag. Det skete, da brødrene Andy og Jamie Murray bragte briterne i front med en sejr i doublekampen mod Steve Darcis og Goffin.

Dermed kan Andy Murray med en sejr i søndagens første singlekamp sikre Storbritannien den første Davis Cup-triumf siden 1936.

Søndagens anden singlekamp er et opgør mellem Belgiens Ruben Bemelmans og Storbritanniens Kyle Edmund.

/ritzau/