Murray: Vigtigt at jeg fik Berdych til at løbe mest

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Andy Murray er klar til årets Australian Open-finale i Melbourne efter torsdagens sejr over tjekken Tomas Berdych.

Skotten sejrede i semifinalen med cifrene 6-7, 6-0, 6-3, 7-5, og nøglen til sejr var ifølge Murray, at han fik ændret momentum efter det tætte første sæt, som han tabte efter tiebreak.

- Det var skuffende at tabe første sæt, efter jeg havde haft et par chancer til sidst. Men jeg følte, jeg spillede bedre og bedre, som første sæt skred frem, og jeg var meget aggressiv i begyndelsen af andet sæt, lyder det fra Murray.

- Jeg følte mig bedre tilpas med omgivelserne og Tomas' bolde, efter jeg i begyndelsen af kampen havde følt mig lidt stresset. Jeg blev mere aggressiv og fik ham ud at løbe. Jeg fik ham til at løbe mest, og det var meget vigtigt, siger Murray.

Berdych var meget skuffet efter kampen. Især over indsatsen i andet sæt, som han tabte 0-6.

- Jeg er virkelig ikke glad eller i ret godt humør. Jeg er meget skuffet over at tabe denne kamp. Det var en stor kamp.

- Jeg spillede et dårligt sæt - andet, og det er det. Ellers forsøgte jeg bare at gribe mine chancer og at kæmpe for det, men det var bare ikke nok, og det er skuffende.

- Men jeg må bare forsøge at komme stærkere tilbage, siger tjekken.

Murray møder i finalen enten den topseedede serber, Novak Djokovic, eller den forsvarende mester, schweizeren Stanislas Wawrinka, i finalen. De to mødes i den anden semifinale, som spilles fredag.

Murray har aldrig vundet Australian Open, men han nåede finalen i både 2010, 2011 og 2013. Han tabte alle tre - de to sidste til Novak Djokovic.

Finalen spilles søndag formiddag dansk tid.

/ritzau/