Mursi-minister fordømmer dom: Søm i demokratiets kiste

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

En tidligere minister, Yahya Hamid, i den egyptiske ekspræsident Mohamed Mursis regering fordømmer en dom tirsdag mod Mursi.

- Dommen er et søm i det egyptiske demokratis kiste, siger Yahya Hamid på en pressekonference i den tyrkiske storby Istanbul.

Hamid siger, at Egypten "falder uden for alle internationale standarder" med livstidsdommen for sammensværgelser med flere grupper i udlandet.

Yahya Hamid er et ledende medlem af Det Muslimske Broderskab, som egyptiske myndigheder har erklæret for en terrororganisation.

Mursi blev tirsdag sammen med flere andre - heriblandt Det Muslimske Broderskabs leder, Mohamed Badie - idømt 25 års fængsel for at spionere på vegne af palæstinensiske Hamas, libanesiske Hizbollah og Iran.

Senere tirsdag har domstolen i Egypten stadfæstet en dødsdom over Mursi og flere end 80 andre i en sag om en fangeflugt i 2011 i forbindelse med revolutionen i landet.

Mursi kom til magten i 2012 ved det første demokratiske valg efter revolutionen året forinden.

Ekspræsidenten fik imidlertid kun et år på posten. Han blev fjernet fra magten af militæret den 3. juli 2013, og siden har styret i Egypten knust broderskabet.

/ritzau/Reuters