Mursi trækkes ind i ny sag: Har krænket retsvæsnet

Den afsatte egyptiske præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab skal nu møde for retten i endnu en sag.

Denne gang står Mursi anklaget for at have krænket det egyptiske retsvæsen, oplyser en retskilde søndag.

Ud over den tidligere præsident står 25 personer anklaget i sagen.

Egypten har øget presset på Det Muslimske Broderskab, siden militæret fjernede Mursi fra præsidentposten 3. juli sidste år.

Sidste år erklærede overgangsregeringen Broderskabet for en forbudt terrorgruppe.

Og senest er den forfatning, som Broderskabet fik vedtaget i 2012, blevet erstattet af en ny forfatning, som egypterne stemte om tirsdag og onsdag i denne uge.

Den tidligere præsident er anklaget i flere sager, blandt andet en sag om at tilskynde til vold i forbindelse med en episode uden for præsidentpaladset, mens han var ved magten.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip