Musiker frosset ude efter voldtægtstweets

Hvis du er bevidstløs, er det din egen skyld, hvis du bliver voldtaget.

Det er nogenlunde den holdning, som superstjernen Cee Lo Green angiveligt har givet udtryk for på Twitter, og det kontroversielle standpunkt får nu konsekvenser for den karismatiske sanger.

Han har nemlig fået aflyst flere af sine ellers planlagte koncerter, fordi arrangørerne ikke mener, at hans udtalelser på det sociale medie på nogen måde er passende.

- Uanset hvad han mente med det, eller i hvilken sammenhæng han skrev det, er manglen på følsomhed nok til, at vi føler os nødsagede til at fjerne hans navn fra plakaten, skriver Freedom Live, hvor Cee Lo Green var booket til at spille den 20. september, på deres Facebook-side.

Det samme gør sig gældende hos Gretna Heritage Festival, der ligeledes har valgt at aflyse en ellers planlagt koncert med superstjernen.

- Vi har besluttet os for at aflyse koncerten med Cee Lo Green, fordi han tydeligvis ikke repræsenterer det familiebaserede miljø, som vi står for, skriver festivalen på deres Facebook-side.

Newspaq

Dagens Gossip