Musikere afslører: Vi har kysset med fans

Skrevet af admin

19/05/2016

Mest læste i dag

Der var røde ører og pinlige bekendelser, da den populære canadiske rapper Drake og den mindst lige så velkendte amerikanske musiker og skuespiller Jared Leto besøgte talkshowværten Ellen DeGeneres.

De to succesfulde herrer blev nemlig lokket til at spille en omgang af legen "Jeg har aldrig", hvor gæsterne med skilte skal tilkendegive, om de har gjort en given ting, som værten spørger ind til. Det lykkedes den karismatiske tv-vært Ellen DeGeneres at tvinge et par hemmeligheder ud af de to.

Det skriver amerikanske ABC News.

Med påstanden "Jeg har aldrig nogensinde været sammen med en fan på turné" måtte både Drake og Jared Leto gå til bekendelse og indrømme, at de begge har indledt intime forhold til fans.

- Hvad er en fan? Nogen der bare nyder ..., begyndte Drake, før han indrømmede, at han har fundet sammen med en fan.

Ligeledes var det også en nølende Jared Leto, der startede med at svare, at det var aldrig sket for senere at sige det modsatte, da Ellen DeGeneres gik ham på klingen.

Sandheder kom der også fra talkshowværten selv, som indrømmede, at hun også havde fundet sammen med en fan på en turné.

Og til værtens store forundring afslørede de to populære musikere ligeledes, at de også har googlet sig selv.

- Det har jeg aldrig. Hvorfor ville I gøre det? Det er bare at bede om problemer, lød det fra Ellen DeGeneres.

Drake er netop nu aktuel med albummet "Views", mens Jared Leto ud over sin aktive karriere som skuespiller også finder tid til at være forsanger i rockbandet "30 Seconds to Mars".

/ritzau/FOKUS