Musikere mindes manager, der døde i Paris

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Den 36-årige brite Nick Alexander, der rejste rundt med bandet Eagles of Death Metal på deres Europa-turné, var et af mange ofre for terrorangrebet på spillestedet Bataclan i Paris. Det bekræfter hans familie.

Nick Alexander arbejdede som merchandise manager for Eagles of Death Metal, og han havde et lignende arbejde for andre store navne som Sum41, Panic! At The Disco og The Black Keys. Efter hans død er det strømmet ind med afskedshilsner fra mange af de musikere, han arbejdede sammen med.

Patrick Carney, der er trommeslager for The Black Keys, er en af de personer, der har gode minder om den afdøde.

- Jeg brugte meget tid sammen med Nick, men det job, han havde, er et af de mere utaknemmelige. Du gør det, fordi du gerne vil rejse og møde nye mennesker, og det er virkelig hårdt arbejde. Det er ikke et job, du tager, hvis du gerne vil feste, fortalte Carney til Rolling Stone:

- Han var en virkelig organiseret og hårdtarbejdende medarbejder og virkelig sjov. Jeg husker, at han altid var meget tilfreds med at være på turné. Det virkede som om, at det var det, der gjorde ham mest lykkelig.

Andre musikere, som havde arbejdet med Nick Alexander, udtrykte også deres sorg over hans død. Bandet Alice in Chains skrev en besked på deres Facebook-profil, efter at hans død var bekræftet.

- Nick var en fantastisk fyr og en sand professionel. Det var en ære og en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Hav Nick og hans familie i tankerne sammen med alle de andre ofre for gårsdagens brutalitet. Livet er kort, vær gode mod hinanden, skrev bandet.

Guitaristen for Fall Out Boy, Joe Trohman, markerede sin sorg over Nick Alexanders død på Twitter.

- Har lige fundet ud af, at Nick Alexander var en af dem, der blev myrdet i Paris. Fantastisk fyr, jeg er forfærdet, skrev han.

Alle bandmedlemmer i Eagles of Death Metal er uskadte efter angrebet under deres koncert i Bataclan.

/ritzau/FOKUS