Musikkens største stjerner hylder rocklegende

Skrevet af admin

29/12/2015

Dagens topnyheder

Mandag d. 28. december måtte verden sige farvel til en af rockens helt store legender.

Motörhead-frontmanden, sangskriveren og bassisten Lemmy Kilmister er død efter en kortvarig kræftsygdom.

På de sociale medier har andre store rocklegender ikke været sene til at reagere på, at Lemmy nu har spillet "Ace of Spades" for sidste gang.

- Lemmy, du er en af de primære grunde til, at det her band eksisterer. Vi er for evigt taknemmelige for al din inspiration. Hvil i fred, skriver "Master of Puppets"-bandet Metallica, som har danske Lars Ulrich på trommer.

Før karrieren tog fart for rockstjernen Lemmy Kilmister, var han roadie for den gudsbenådede guitarist Jimi Hendrix, og Kilmister omtalte ham i et interview med magasinet Revolver som "den bedste guitarist du nogensinde kommer til at opleve, sandsynligvis til evig tid".

Også den tidligere Black Sabbath-forsanger Ozzy Osbourne sørger over tabet af Motörhead-stjernen med det borgerlige navn Ian Frasier Kilmister.

- Jeg har mistet en af mine bedste venner, Lemmy, i dag. Han vil blive savnet. Han var en kriger og en legende. Vi ses på den anden side, skriver den tidligere reality-stjerne og Grammy-vinder på Twitter.

Megadeth-musikeren Dave Mustaine sender også den afdøde musiker kærlige tanker:

- Farvel Lemmy. Jeg elsker dig, bror, skriver han på Twitter.

KISS-forsangeren Gene Simmons har lagt et billede op, hvor de to rocklegender krammer.

- Lemmy: Hvil i fred, min ven, skriver Gene Simmons, og det budskab deler han med en lang række musikalske kendisser, heriblandt Limp Bizkit-forsangeren Fred Durst, rapperen Ice-T og DJ og producer Diplo, som har arbejdet sammen med blandt andre Mø og Justin Bieber.

Lemmy Kilmister blev 70 år.

Se Metallicas opslag her: https://twitter.com/Metallica/status/681668994684719104?ref_src=twsrc^tfw

Og Ozzy Osbournes her: https://twitter.com/OzzyOsbourne/status/681633743862235136?ref_src=twsrc^tfw

Dave Mustaines her: https://twitter.com/DaveMustaine/status/681646518726688768?ref_src=twsrc^tfw

Og Gene Simmons' billede her: https://twitter.com/genesimmons/status/681648168975532034?ref_src=twsrc^tfw

/ritzau/FOKUS