Musikproducer afviser anklager om voldtægt

Skrevet af admin

23/02/2016

Mest læste i dag

Det er indtil videre "Tik Tok"-stjernen Kesha, der har fået mest taletid i den grimme retssag mellem hende og produceren Dr. Luke.

Sangerinden vil løses fra sin kontrakt med Dr. Lukes pladeselskab, og samtidig anklager hun ham for voldtægt og seksuelle overgreb, der skulle være foregået for ti år siden.

Men nu tager sangskriveren til genmæle og afviser anklagerne klart på Twitter.

- Jeg voldtog ikke Kesha, og jeg har aldrig haft sex med hende. Kesha og jeg var venner i mange år, og jeg betragtede hende som min lillesøster, skriver Dr. Luke ifølge ABC News.

Dr. Luke, med det borgerlige navn Lukasz Gottwald, mener, at Kesha bruger voldtægtsanklagerne som et middel til at presse ham til at opløse pladekontrakten, der binder hende til at indspille yderligere seks albums på hans selskab.

- Kesha og jeg skrev en masse sange sammen, og det var ofte godt, men der var også forskellige kreative syn på tingene en gang imellem. Det er trist, at hun vil fordreje en kontraktforhandling til noget, der er så forfærdeligt og usandt.

Produceren har dog indtil videre taget det første stik, da han fik medhold i retten. Her har man afvist at lade Kesha bryde sin kontrakt.

Dommeren lægger vægt på, at Dr. Luke hævder at have investeret 405 millioner kroner i Keshas karriere, og at han ikke vil forhindre hende i at indspille i fremtiden.

- Du beder retten om at decimere en kontrakt, der var tunge forhandlinger om, og som er typisk for industrien. Hun får mulighed for at indspille, og hun behøver slet ikke at stå ansigt til ansigt med Hr. Gottwald (Dr. Luke, red.), konkluderede dommeren blandt andet.

/ritzau/FOKUS