Musikstjerner i ny aktion for Pussy Riot

Amnesty International forsøger nu igen at presse Rusland til at sætte de to fængslede medlemmer af punkkollektivet Pussy Riot på fri fod. Det sker med støtte fra over 100 internationale musikstjerner anført af Madonna, Paul McCartney og Bruce Springsteen. Også U2, Radiohead, Adele, Björk, Sting og Joan Baez har skrevet under på menneskerettighedsorganisationens krav om øjeblikkelig løsladelse af Nadezhda Tolokonnikova og Maria Alekhina.

De unge feminister blev sidste sommer idømt hver to års fængsel for hooliganisme efter en protestaktion mod Vladimir Putin i Moskvas største ortodokse domkirke. Et tredie gruppemedlem, Yekaterina Samutsevich, fik i oktober resten af sin straf gjort betinget og kunne forlade fængslet.

Tolokonnikova og Alekhina fik afslag på deres ansøgninger om løsladelse før tid, men kærede afgørelsen og deres ankesag behandles efter planen i denne uge.

Pussy Riots aktion i februar 2012 gav genlyd verden over og det samme gjorde retssagen mod de tre, myndighederne fik fat i. Der rejste sig et ramaskrig, da dommen faldt, og nu håber Amnesty, at yderligere internationalt pres vil gøre indtryk.

Organisationen kalder retssagen mod Pussy Riot »chokerende urimelig« og påpeger, at »fængslingen har rystet såvel musikernes kolleger overalt som helt almindelige mennesker«. Underskriverne tæller ligeledes navne som The Clash, Patti Smith, Youssou N’Dour, PJ Harvey, Yoko Ono og Ke$ha. Mange af kunstnerne har tidligere deltaget aktivt i kampen for Tolokonnikova og Alekhinas løsladelse.

Madonna gjorde det eksempelvis ved sine koncerter i Moskva og Sct. Petersborg. Kvindernes ankesager behandles separat - henholdsvis i morgen og på fredag.

Dagens Gossip