Muslim-kritisk instruktør sendt i fængsel

Manden, som menes at stå bag den islamfjendtlige film "Innocence of Muslims", er blevet anholdt i USA.

En dommer i storbyen Los Angeles besluttede torsdag at tilbageholde den 55-årige filmmand, fordi han har brudt reglerne for sin prøveløsladelse efter en svindeldom fra 2010.

Nakoula Basseley Nakoula, som han hedder, har ifølge amerikanske medier skrevet, instrueret og produceret den kontroversielle profetfilm under pseudonymet Sam Bacile.

Den amatøristiske film, der angiveligt krænker profeten Muhammed, har vakt furore i den muslimske verden og trukket et spor af voldelige optøjer efter sig.

Siden protesterne brød ud, har instruktøren - som angiveligt er kristen egypter og bor i Californien - gemt sig af frygt for sit liv.

Der var da også masser af sikkerhedsforanstaltninger til torsdagens retsmøde i Los Angeles, som var lukket for offentligheden. Journalister og tv-fotografer var dog mødt talstærkt op for at få et glimt af manden, som nu tilbageholdes.

Dommeren mener, at der ellers er fare for, at han flygter. Han beskrives også som en risikofaktor for lokalsamfundet.

Tusindvis af muslimer i de arabiske lande og andre steder i verden har gennem den seneste tid været på gaden for at demonstrere mod "Innocence of Muslims".

Et 14 minutter langt klip fra filmen blev i sommer lagt på den populære videotjeneste YouTube og er senere oversat til arabisk. Filmudraget, som er lagt ud på internettet, fremstiller profeten Muhammed som kvindeglad og pædofil.

Filmen havde en central plads, da præsident Barack Obama tidligere på ugen talte ved åbningen af FN's Generalforsamling. Obama tog i FN afstand fra filmen, men han gjorde det klart, at han ikke kunne forbyde den.

- Som præsident og som øverstbefalende for vort militær, accepterer jeg, at folk siger det værste om mig hver dag, og jeg vil altid forsvare deres ret til at gøre det, hed det i talen fra den amerikanske præsident.

Han advarede også om, at "bevidstløs vold" eller ildspåsættelser aldrig kan være en berettiget reaktion på en video.

Dagens Gossip

Dagens TV