Muslimer dømt for otte timede bombe-rygsække

Tre mænd, som planlagde at udføre et terrorangreb i Storbritannien, der skulle overgå angrebet i juli 2005, er ved en britisk domstol fundet skyldige i terrorvirksomhed.

31-årige Irfan Naseer, 27-årige Irfan Khalid og 27-årige Ashik Ali, der alle kommer fra Birmingham, blev fundet skyldige i tolv af tiltalepunkterne ved domstolen Woolwich Crown i London, rapporterer BBC.

Mændene blev dømt for at have planlagt at placere otte rygsække med sprængstoffer og andre tidsindstillede bomber på steder fyldt med mennesker.

Terrorplanen er en af de største, som nogensinde er blevet afdækket af britiske politi.

- De tiltalte planlagde at sprænge op til otte rygsække i luften i et selvmordsangreb og at udløse bomber med tidsindstilling på tæt befolkede steder for at forårsage massedød og store skader, sagde anklager Brian Altman, da retsagen blev indledt i oktober sidste år.

Mændene blev pågrebet i 2011. De nægter sig alle tre skyldige i at have planlagt at udføre et terrorangreb på britisk jord.

Domstolen hæftede sig imidlertid ved, at to af mændene, Naseer og Khalid, var rejst til Pakistan for at modtage terrortræning, mens Naseer hjalp andre med at rejse dertil med samme formål.

Terrorangrebet i 2005 var rettet mod Londons undergrundsbane, og det kostede 51 mennesker livet, mens flere end 700 blev såret.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip