Muslimer fordømmer hærværk mod jødisk skole

Fra alle sider reageres der med vrede på det hærværk, som en privat jødisk skole på Østerbro i København natten til fredag var udsat for. Der er blandt andet smadret vinduer og skrevet anti-jødisk graffiti på Carolineskolens mure.

Hærværket, der menes at udspringe af konflikten mellem Israel og Hamas-bevægelsen, er fredagen igennem blevet fordømt af toppolitikere fra alle partier og Muslimernes Fællesråd er også chokeret over hændelsen.

- Selv om der i denne tid udspiller sig en voldsom krig mellem israelere og palæstinensere i Mellemøsten, så er det vigtigt, at sådanne sammenstød ikke giver anledning til sociale og religiøse konflikter andre steder, skriver Muslimernes Fællesråd i en pressemeddelelse.

Rådet "fordømmer gerningsmændene og deres handlinger" og finder det helt uacceptabelt, at borgere i Danmark bliver udsat for den slags overgreb på grund af deres religion.

Muslimernes Fællesråd opfordrer derfor til, "at jøder, kristne og muslimer sammen siger fra over for alle former for diskrimination og hadforbrydelser i vores samfund".

/ritzau/

Dagens Gossip