Muslimske kvinder i Helsingør afviser at tage tøjet af i svømmehal

Sagen stammer fra Helsingør Svømmehal, hvor en gruppe muslimske kvinder insisterer på, at de kan bade med tøjet på.

Kvinderne tager heller ikke bad før turen i svømmehallen, som det ellers er påkrævet. Også fordi de ikke vil tage tøjet af.

Personalet i hallen har påtalt problemet over for de muslimske kvinder, fordi det strider mod hygiejne-reglerne i svømmehallen, skriver Helsingør Dagblad.

Men formanden for Helsingør Kommunes idræts- og sundhedsudvalg vi nu have stoppet den ulovlige badning.

- Det her har jeg en helt klar holdning til. Der er i svømmehallen nogle helt elementære regler, der skal følges. Medarbejderne vil gerne, at deres arbejde lykkes på flest mulige områder og renlighed og hygiejne skal de ikke se gennem fingre med. Vi har lavet forsøget med disse kvindearrangementer for at få mere gang i de etniske kvinder, der ikke normalt kommer ud. Men der er dog grænser for tålmodigheden, siger Jørgen E. Hansen (S), til avisen.

Balladen om de badende kvinder med tøj på er opstået i forbindelse med de særlige kvinde-arrangementer søndag aften, hvor der ellers kun er kvinder til stede i svømmehallen i Helsingør. Selv livredderne er udelukkende af hunkøn.

Dette tilbud skulle netop få kvinder med anden etnisk baggrund end dansk ud i hallen.

Op mod 80 kvinder har taget imod tilbudet, som har foreløbig sidste aften i morgen, søndag.

På baggrund af balladen om tøjet, vil kommunen nemlig i den kommende uge sammen med svømmehallens ledelse beslutte, om tilbudet skal droppes igen. Netop på baggrund af den store ballade med de muslimske kvinder.

- Problemet er, at kvinderne kommer fra en anden kultur og har svært ved at forstå danske regler og normer. De forstår ikke, at man skal smide tøjet, når man vasker sig. Og de har tilsyneladende ikke tradition for at have en badedragt i garderoben. I hvert fald går de i vandet her med tøjet på, siger den daglige leder i Helsingør Svømmehal, Kristian Stokholm.

Duygu Aydinoglyu, der har tyrkiske rødder og er formand for Helsingør Kommunes Integrationsråd, beklager over for Helsingør Dagblad uroen i svømmehallen.

- Det her handler ikke om kultur. Det handler om opdragelse. Jeg har selv tyrkisk baggrund og min kultur byder mig ikke, at vi skal opføre os på denne måde, siger han, og håber på en løsning så ordningen kan fortsætte.

Dagens Gossip