Mut Newton udvandrer fra interview efter Super Bowl

Skrevet af admin

08/02/2016

Mest læste i dag

Den overlegne attitude udeblev, da Carolinas startende quarterback, Cam Newton, trådte frem på podiet for at give interview efter Super Bowl 50.

- Vi tabte, mumlede Newton afstumpet, da han blev bedt om at sætte ord på nederlaget til Denver Broncos.

Interviewet endte med at vare lidt over to minutter, før Newton forlod pressehallen med hætten på sin trøje trukket over hovedet.

I nederlaget på 10-24 var Newton selv ansvarlig for tre ud af holdets fire turnovers.

Særligt en kampafgørende fumble med fire minutter tilbage af kampen var svær at forsvare.

- Nej, svarede Newton på spørgsmålet om, hvorvidt der var noget, han specielt vil huske kampen for.

- De spillede bare bedre end os, tilføjede han efter nogle sekunders tavshed.

- Jeg er ked af det, men jeg ved ikke, hvad du vil have mig til at sige. De spillede bedre end os, men de gjorde ikke noget specielt. Vi tabte bolde, vi gav dem bolde, vi gav dem sacks og kastede vildfarne afleveringer, sagde Newton. Og så var interviewet slut.

Den tidligere stjernespiller Deion Sanders, der er optaget i NFL's Hall of Fame og fungerer som analytiker på kanalen CBS, langer kraftigt ud efter Newtons måde at håndtere nederlaget på.

- Du er ansigtet på NFL's brand, når du har stået i en Super Bowl, og især når du lige er blevet kåret til MVP. Så kan man ikke udvandre på den måde. Det kan du ikke gøre, siger Deion Sanders efter kampen til CBS.

- Quarterbacks som Peyton Manning, Tom Brady eller Drew Brees, de typiske quarterbacks i det her spil, vi elsker, de ville aldrig gøre det.

Cam Newton ramte på 18 af sine 41 kast i Super Bowl 50. Det blev til 265 yards og en interception. Derudover fumblede Newton bolden to gange.

/ritzau/