Myanmars hærchef ønsker Suu Kyi til lykke med sejr

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Myanmars hærchef ønsker Aung San Suu Kyis oppositionsparti, NLD, til lykke med den overbevisende sejr ved parlamentsvalget søndag.

Opbakningen fra militæret er vigtig, da det sidder på en stor del af magten i det tidligere Burma og for 25 år siden nægtede at acceptere Aung San Suu Kyis daværende valgsejr.

- Vi gratulerer NLD med at vinde flertallet af sæder, skriver general Min Aung Hlaing onsdag på hærens officielle Facebook-side.

Han mødes med Suu Kyi, så snart det officielle resultat fra søndagens valg ligger klar.

Oppositionslederen Aung San Suu Kyis parti har vundet 90 procent af de pladser i parlamentet, som er fordelt, oplyste valgkommissionen onsdag.

NLD skal have to tredjedele af de 330 pladser i parlamentet, hvis partiet alene skal kunne danne regering. Partiet siger selv, at det vil opnå over 250 pladser.

Ud over de pladser, som stod på spil ved valget, er en del af pladserne forbeholdt hæren.

Valget er historisk, fordi det er Myanmars første frie valg i 25 år.

I 1990 fik Aung San Suu Kyi ligeledes en overbevisende valgsejr. Men den sejr ville det militære styre ikke acceptere. Det overtog magten ved et kup og placerede Suu Kyi i husarrest.

I Yangon frygter man stadig, at historien vil gentage sig, og at det nuværende styre ikke vil anerkende Suu Kyis sejr.

Dog virker det sandsynligt, at oppositionslederens parti kan holde fast i magten denne gang, da det militære styre i Myanmar har været ramt af en række sanktioner fra det internationale samfund.

/ritzau/AFP