Myggebåren virus får Brasilien til at advare mod graviditet

Skrevet af admin

23/12/2015

Dagens topnyheder

De brasilianske sundhedsmyndigheder advarer kvinder mod at blive gravide i disse dage.

Anbefalingen kommer, fordi en myggebåren virus, der kan resultere i en ufuldstændig udvikling af hjernen, har spredt sig i landet. Det rapporterer CNN.

Seks delstater er erklæret i undtagelsestilstand som følge af virussen.

- Det er selvfølgelig en personlig beslutning, men hvis familier har mulighed for at udskyde deres planer om at blive gravide, så er det det, vi anbefaler at gøre i øjeblikket, siger læge Angela Rocha fra Oswaldo Cruz Hospital i São Paulo til CNN.

Især i landets nordøstlige del har sundhedsmyndighederne på det seneste oplevet en voldsom stigning i antallet af nyfødte med microcephalus, der er en neurologisk lidelse, som kan skade hjernens udvikling.

Hidtil i år er der rapporteret 2400 tilfælde af mistanke om microcephalus i Brasilien mod 147 tilfælde hele sidste år. Alene i delstaten Pernambuco er der rapporteret 900 sager i år.

I øjeblikket undersøger læger 29 dødsfald relateret til lidelsen blandt spædbørn.

Microcephalus medfører, at barnet fødes med et unormalt lille hoved. Ofte vil barnet komme til at lide af alvorlige udviklingsproblemer og risikere en for tidlig død.

- Det er nyfødte, som vil kræve særlig opmærksomhed hele deres liv. I Pernambuco taler vi om en hel generation af babyer, der kommer til at være påvirket, siger Angela Rocha.

Da de mange tilfælde af microcephalus begyndte at dukke op i november, kunne sundhedsmyndighederne hurtigt koble lidelsen sammen med den myggebårne virus zika.

Således havde de berørte mødre haft zika-lignende symptomer i begyndelsen af deres graviditet, hvilket vil sige feber, udslæt og hovedpine.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har udsendt advarsler i forbindelse med udbruddet af zika i Brasilien. Virussen mistænkes ifølge flere læger for at have fundet vej til landet i forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold i sommeren 2014.

Zika er endemisk i Afrika og Asien og blev første gang opdaget i Uganda i 1940'erne.

/ritzau/