Mylenberg: Længe siden Pia Kjærsgaard var værdikriger

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

Pia Kjærsgaard (DF) vil lægge rollen som værdikriger fra sig, nu hvor hun sidder i Folketingets formandsstol.

Dog er det efterhånden længe siden, Pia Kjærsgaard har været værdikriger, hvis man spørger chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg.

- Pia Kjærsgaard har været den fremmeste værdikriger på højrefløjen, men det har aftaget de senere år, hvor hun har påtaget sig en mere afdæmpet rolle. Hun slår ned på færre sager, men så bliver der også lyttet mere, siger Troels Mylenberg.

Selvom Pia Kjærsgaard i de senere år ikke har været værdikriger i samme grad som tidligere, så har hun stadig været synlig, mener Mylenberg. Og det vil hun blive ved med at være - også som formand.

- Hun vil minde danskerne om, hvad hun står for, selvom hun ikke kan deltage i debatter om burkaer og svinekød i børnehaver. Det vil hun gøre ved at være synlig som person. Jeg tror ikke, man skal gå rundt og være bange for, at Pia Kjærsgaard bliver glemt, siger han.

Ifølge Mylenberg er det vigtigt for DF, at hun bliver ved med at være synlig. Dansk Folkeparti har nemlig ikke længere patent på stærke, værdipolitiske holdninger.

- Inger Støjberg er for eksempel meget tydelig på de samme områder som Pia Kjærsgaard, og der ligger en klar strategi fra Venstres side i at køre Støjberg så markant frem.

- Der er ikke langt fra, hvad Støjberg står for, til hvad Pia Kjærsgaard står for. Til gengæld er der ikke nogen, der når Pia Kjærsgaard til sokkeholderne på det værdipolitiske område, hvis man kigger på Dansk Folkeparti, siger Mylenberg.

Politisk kommentator Hans Engell mener, modsat Mylenberg, at det både er en vigtig værdipolitiker, der går tabt for DF, og at den nye generation i partiet vil tage over

- Som værdiordfører fik Pia Kjærsgaard nærmest gjort alle politikområder til værdipolitik, men nu skal hun styre Folketinget, mens de andre tager sig af det politiske. Det betyder, at anden generation af Dansk Folkeparti skal køres frem på banen, siger han.

Han mener, at det endnu er for tidligt at sige, hvem i den nye folketingsgruppe, der vil overtage Pia Kjærsgaards værdipolitiske rolle, men han forventer, at blandt andre Marie Krarup og Martin Henriksen i fremtiden vil spille centrale roller i partiet.

/ritzau/