Myndigheder advarer: Undgå at oplade mobilen om natten

Skrevet af Ninna Andreasen

27/07/2015

Dagens topnyheder

På det seneste har det flere gange været oppe i medierne, at mobilopladere er brudt i brand.

Nu advarer svenske myndigheder mod, at man oplader smartphones om natten. Det skriver STV.

Det er Elsäkerhetsverket, som udsender advarslen.

- Du skal ikke gøre det, oplad i stedet under opsyn. For skulle der ske noget, selvom risikoen ikke er stor, så kan man handle, siger inspektør ved Elsäkerhetsverket Joca Kostic.

Læs også: IPhone-opladeren stod i flammer, da han kom hjem: Nu advarer Benjamin andre

I Danmark vil Sikkerhedsstyrelsen ikke gå så langt som til at advare mod at lade mobilen op om natten.

- Anbefalingen er, at man oplader, når man er vågen, og det gælder ikke kun mobiler og tablets. Og det er meget vigtigt, at man ikke gør det på brændbare overflader som eksempelvis en seng eller sofa. Det er vi enige i, siger fungerende kommunikationschef Mette Cramon til Ekstra Bladet.

Sikkerhedsstyrelsen lægger desuden vægt på, at det er vigtigt, at man bruger en oplader, som passer til mobilen eller tabletten, og at stik og ledninger ikke har synlige skader, før man sætter sin device til opladeren.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: