Myndigheder kan gå frit rundt i din have og kigge gennem vinduerne uden retskendelse

Offentlige myndigheder får i stigende grad nye muligheder for at få adgang til privat ejendom uden retskendelse, viser en ny analyse fra den juridiske tænketank Justitia.

Det sker trods skiftende regeringers politiske orientering, som ifølge analysen ikke umiddelbart spiller nogen rolle, når det handler om at give offentlige myndigheder de nye muligheder, skriver Information.

Det er i stedet embedsværket, der til dels driver udviklingen, vurderer Jacob Mchangama, direktør for Justitia.

- Centraladministrationen er blevet enig med sig selv om, at det ikke er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at gøre det på den måde, siger han til Information og tilføjer:

- Samtidig ser vi et tværpolitisk pres på privatlivets fred for at imødegå snyd og svindel, og derfor giver man myndighederne denne type værktøj, der muligvis er effektivt, men også problematisk.

Et eksempel er Skats mulighed for at gå ind i private haver for at kontrollere et firmas byggeprojekt for sort arbejde. Det kan ske, uden at en dommer vurderer, om det er nødvendigt.

Justitia har analyseret to treårige perioder for blå og røde regeringer fra 2008 til 2014.

I begge blokkes tilfælde blev der ifølge analysen indført næsten lige mange - henholdsvis 37 og 36 - nye såkaldte hjemler i lovgivningen, der giver myndighederne adgang til privat ejendom uden en retskendelse.

Det er en problematisk udvikling, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

- Det er en glidebane, hvis vi i for høj grad tillader myndigheder at gå ind på privat ejendom og gøre, hvad de har lyst til. Det skal der sættes en stopper for, siger han til TV2 News.

- Danskerne har ret til at være sig selv i egen bolig, og danskerne skal kunne forstå, hvordan lovgivningen er strikket sammen, så de ved, hvad de har at rette sig efter, siger Skaarup og tilføjer, at han vil tage sagen op i Folketinget.

Analysen fra tænketanken viser også, at der siden 2003 er sket en kraftig stigning i antallet af myndighedernes nye muligheder.

Retsordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll, mener ifølge Information, at samfundet udvikler sig "mere og mere i retning af en embedsmandsstat."

/ritzau/

Dagens Gossip