Myndigheder vil spænde ben for spilreklamer til ludomaner

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

Når personer med spilproblemer i fremtiden registrerer sig i det frivillige register Rofus, skal de samtidig kunne give samtykke til, at spilfirmaer bliver oplyst om, at de står i registret.

Det mener man i Spillemyndigheden, der hører under Skatteministeriet. Myndighederne arbejder på at ændre reglerne, så ludomaner ikke får tilsendt reklamemateriale fra spillefirmaer.

- Hvis personer udelukker sig fra at spille, så kunne det være rart for dem, hvis de også kan udelukke sig fra at modtage markedsføring, siger kontorchef i Spillemyndigheden Jan Madsen.

Når folk i dag frivilligt registrerer sig i Rofus, bliver deres mulighed for at spille online samtidig frataget dem.

Alligevel risikerer de at modtage reklamer fra spilfirmaer, fordi firmaerne, som det er i dag, først bliver oplyst om, at personer står registreret i Rofus, i det øjeblik de faktisk forsøger at spille.

Flere spilfirmaer, herunder det statsejede Danske Spil, har ifølge Spillemyndigheden bedt om at få den praksis ændret, så de ikke kan sende materiale ud til sårbare personer. Ifølge tirsdagens udgave af Politiken er det sket flere gange.

Men indtil nu har oplysningerne været beskyttet af persondataloven, fordi man ikke må videregive personfølsomme oplysninger uden tilladelse.

Nu arbejder Spillemyndigheden dog på en justering, så folk i registret kan tilkendegive, at de ikke vil modtage markedsføring.

Ifølge kontorchef Jan Madsen vil det ikke kræve en lovændring.

- Vi er i gang med at se på, hvordan det kan konstrueres, siger Jan Madsen.

I Danske Spil vil man ikke stoppe helt med at sende reklamer ud til folk, der er stoppet med at spille, fordi det kan koste virksomheden kunder.

- Det er et helt normalt marketingsgreb. Det er sådan, at de fleste spillere på markedet spiller hos andre end kun os. Så hvis du ikke har spillet hos os i et stykke tid, så antager vi, at du spiller hos nogle andre, siger pressechef i Danske Spil Marie Grabow Westergaard.

Men man ønsker ikke, at ludomaner skal modtage reklamerne og håber derfor på en snarlig ændring af reglerne.

- Det frygteligt ulykkeligt, at vi rammer folk, der har besluttet sig for at holde op med at spille. Det er et kæmpe problem for hele markedet, siger pressechefen.

/ritzau/