Myndighederne lader herboende flygtninge blive i Danmark

Siden 2005 har de danske myndigheder undladt at undersøge, om det var muligt at sende flygtninge tilbage på baggrund af forbedrede sikkerhedsforhold i flygtningenes hjemlande, skriver Jyllands-Posten søndag.

Udlændingeloven giver Danmark mulighed for at sende flygtninge tilbage, hvis der opstår fredeligere forhold i hjemlandet, men i løbet af de seneste par årtier, er der skønsmæssigt kun sendt mellem 10 og 20 flygtninge tilbage til hjemlandet.

Det vurderer flere kilder i Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen over for avisen.

Det findes ikke en præcis opgørelse over antallet af hjemsendte flygtninge.

Hvis Danmark skal sende flygtninge tilbage, skal det ske, mens flygtningen stadig har midlertidig opholdstilladelse, der kan lyde på enten fem eller otte år.

Har en flygtning derimod en permanent opholdstilladelse, kan en hjemsendelse kun ske, hvis vedkommende eksempelvis begår grov kriminalitet eller har snydt sig til en opholdstilladelse.

Generalsekretæren i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, er åben for en undersøgelse af, om der er lande, hvor situationen er forbedret så meget, at Danmark kan returnere flygtninge til disse lande.

- Men jeg tror, at man vil opdage, at situationen i de fleste af de lande, som flygtningene kommer fra, eksempelvis Syrien, Irak og Somalia, stadig er af en sådan karakter, at det ikke vil være sikkert for dem at vende tilbage.

- Det er de færreste konflikter, der er afsluttet inden for en årrække på de fem-otte år, hvor flygtningene har den midlertidige opholdstilladelse, siger Andreas Kamm til Jyllands-Posten.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde sidste søndag til Jyllands-Posten, at hun "godt vil kigge på, hvis der kommer rigtig mange til Danmark, om vi skal være bedre til at sende mennesker tilbage til deres hjemland, når der er fred."

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV