Myndighederne udpeger 29-årig som gerningsmand til massakre

Skrevet af admin

12/06/2016

Dagens topnyheder

Myndighederne i Orlando mener, at gerningsmanden bag skudmassakren i en natklub søndag var den 29-årige amerikanske statsborger Omar Mateen. Han står ikke opført på USA's liste over formodede eller mulige terrorister, oplyser BBC.

De amerikanske sikkerhedsmyndigheder siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den mistænkte har afghansk baggrund og har fået våbentræning.

Præsident Barack Obama har givet USA's føderale myndigheder ordre til at yde de lokale myndigheder i Orlando i Florida assistance i efterforskningen af baggrunden for blodbadet.

Obama blev briefet om skyderiet af Lisa Monaco, som er præsidentens assistent i spørgsmål om intern sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme, siger Det Hvide Hus i en erklæring.

- Præsidenten ønsker at modtage regelmæssige opdateringer, mens FBI og andre føderale instanser arbejder sammen med Orlandos politi om at indsamle mere information, hedder det videre.

Talsmænd for FBI og andre føderale myndigheder siger, at der med det samme blev indledt en undersøgelse for at få klarlagt, hvorvidt der er tale om et terrorangreb.

- Hver gang vi har angreb, som er rettet mod et stort antal mennesker i vort samfund, så kan vi efter min mening tale om terroraktivitet.

- Hvorvidt der er tale om en hjemlig terrorgruppe, eller om det internationalt er noget, vi nu skal undersøge til bunds, siger Danny Banks fra Floridas centrale politimyndighed.

FBI specialagent Ron Harper siger, at efterforskerne vil undersøge alle forskellige vinkler i sagen.

- Vi har oplysninger, som tyder på, at gerningsmanden kan have haft sympati for den specielle ideologi, men vi kan ikke sige noget endeligt på nuværende tidspunkt, siger han.

Orlandos politichef, John Mina, siger, at gerningsmanden øjensynligt var "organiseret og velforberedt".

Han siger, at gerningsmanden var bevæbnet med et automatvåben og et håndskydevåben.

/ritzau/Reuters