Myreslugere dræber to jægere i Brasilien

To jægere er blevet dræbt af kæmpemyreslugere i separate hændelser i Brasilien. De to dødelige angreb fandt sted i 2010 og 2012, men er ikke blevet omtalt før. Det sker nu i magasinet Wilderness and Enviromental Medicin.

Tidsskriftet citerer en forsker for, at de tragiske episoder muligvis er et resultat af, at myreslugere og andre dyr mister levesteder, og det øger risikoen for farlige konfrontationer med mennesker.

Myreslugere betragtes som en sårbar art af Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN) hovedsagelig på grund af afskovning og bebyggelser på dyrenes naturlige områder.

De langnæsede, behårede pattedyr er normalt ikke aggressive over for mennesker. Myreslugere ser dårligt og kan, hvis de bliver skræmt, forsvare sig selv med kløer, der er lange som lommeknive.

De to dræbte personer var begge bønder, som under jagt blev angrebet af myreslugere, der enten var såret eller følte sig trængt op i en krog, siger artiklens forfatter, Vidal Haddad, fra statsuniversitet i São Paulo.

Det ene offer, en 47-årig mand, var i august 2012 på jagt med sine to sønner og sine hunde i det nordlige Brasilien, da de pludselig stod over for en stor myresluger. Jægeren skød ikke på dyret, men nærmede sig det med sin kniv trukket.

Myreslugeren stod på bagbenene og greb manden med sine forreste lemmer. Jægeren fik dybe sår i arme og ben og forblødte på stedet.

Det andet tilfælde involverede en 75-årig mand. Han døde i 2010, efter at en myresluger med sin kløer havde revet flere arterier over i mandens lyske og lår.

Ifølge Vidal Haddad er den slags angreb sjældne, men de viser vigtigheden af, at mennesker bør give mere plads til vilde dyr, siger han.

Kæmpemyreslugere kan blive op til to meter lange, inklusiv halen, og veje op til 45 kilo. IUCN skønner, at der findes omkring 5000 i naturen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip