Mysterie i Taastrup: To rådne lig fundet i lejlighed

Det var et makabert fund, politiet gjorde, da de i aftes ved 18-tiden tog ud for at tjekke en lejlighed i Taastrup.

I lejligheden fandt politiet to forrådnede lig, der formentlig har ligget der siden oktober.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Det er udlejeren, der reagerer, og ringer til os, fordi der ikke er blevet betalt husleje i en længere periode. Derfor tog vi derud, forklarer efterforskningsleder Charlotte Skovby til Dagens.dk.

Der er tale om ligene af en kvinde og en mand. Resten er et mysterie.

- Der er ikke noget mistænkeligt ved ligene. Men de er så ilde tilredt, at vi ikke kan identificere dem, siger Charlotte Skovby.

Hun kan derfor ikke sige, om der er tale om lejlighedens beboere.

- Jeg kan bare konstatere, at der er én person tilmeldt på adressen, og at vi har fundet to lig.

Hvordan kan man ligge død i så lang tid, uden der er nogen, der reagerer?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Vi kender ikke personernes netværk, så det kan vi ikke sige noget om, konstaterer Charlotte Skovby.

Politiet håber at kunne identificere de to lig hurtigst muligt.

- Lige nu er vi i gang med at indhente lægelige oplysninger ved hjælp af blandt andet tandaftryk. Og så håber vi, at vores retsmedicinere kan kaste lys over, hvad der er sket.

Dagens Gossip

Dagens TV