Mysterium på børsen: Kurserne stiger mest om fredagen

Fredag er normalt en superdag på det danske aktiemarked. Her stiger kurserne langt mere end på alle ugens øvrige dage. Det viser en overraskende lille undersøgelse.

I USA er der på det seneste lavet beregninger, der har udpeget tirsdag til den bedste børsdag, mens fredagen er den dårligste på det store SP 500-aktieindeks. Kigges der på de mindre amerikanske aktier i Russel 2000-indekset, er fredagen derimod som herhjemme bedst, mens mandagen er værst.

Berlingske Business har bedt storbanken Nordea regne på, om det samme er tilfældet herhjemme. Men det er det ikke helt. I Danmark er fredag den bedste børsdag, mens torsdag er dårligst. Det er afkastet på alle ugens dage siden 1995, der er lagt sammen.

Havde man kun ejet aktier i C2O-indekset på ugens sidste dag gennem disse 18 år, og købt op lige før markedet lukkede torsdag for så at sælge igen lige før lukketid fredag, havde man fået et afkast på 83,8 procent. Havde man derimod ejet samme C20-aktier på torsdage, ville man siden 1995 have tabt 0,87 procent.

Endnu mere tydelig er tendensen, hvis blikket rettes mod små aktier. De har givet et afkast på 162,3 procent siden 1995 på fredage og faldet med samlet set 15,6 procent på tirsdage.

Så investorer, der er gået tidligt på weekend, og som har været ude af aktiemarkedet på fredage, er gået glip af en betydelig del af de senere års stigninger.Amerikanske jobtal og regnskaber

Aktiestrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea kalder undersøgelsens resultater for »overraskende og pudsige«, for der er ikke umiddelbart gode og indlysende grunde til, at det skal være sådan.

Det store spørgsmål er, om dette er en ren tilfældighed og mystik, eller om noget kan forklare udviklingen. Et af de økonomiske nøgletal, som for alvor kan flytte kurserne ikke bare på det danske aktiemarked, men over hele verden, er de amerikanske jobtal, som udsendes fredag. Men det er langt fra altid, at de overrasker positivt. Der har også været perioder, hvor beskæftigelsen enten er faldet mere eller steget mindre, end aktiemarkedet ventede, og som derfor har banket kurserne ned.

»De amerikanske jobtal kan dog godt være en mulig forklaring på, at fredagen er bedst. Men ellers er det svært at finde gode og logiske årsager på den store forskel på ugens dage,« siger Henrik Drusebjerg.

Det er dog også sjældent, at selskaber udsender regnskaber om fredagen. Det sker som hovedregel på ugens første dage, hvor der så også er større udsving i kurserne.

Der er også fredage i både marts, juni, september og december, hvor en masse optioner og futures udløber i USA og andre steder. Det skaber normalt store udsving i aktiekurserne.

Der kan måske også være psykologiske kræfter på spil. Stemningen er ofte lidt mere løssluppen om fredagen, hvor weekenden frister forude. Det får måske nogle til at tage en lidt større risiko og sætte flere penge i aktier end på andre af ugens dage. Omvendt kan mandag være den dag, hvor mange vælger at tage lidt af fredagens gevinster hjem.

Det er derimod ikke meget store kursfald på enkelte dage, hvor børserne mere eller mindre er krakket, der kan forklare udviklingen. For de store kursfald tilbage i tid er ikke altid faldet på eksempelvis en sort mandag eller panikagtig tirsdage, viser undersøgelsen.Langvarig strategi er bedst

Det helt store og interessante spørgsmål er selvsagt, om man kan udnytte denne viden, og blive stenrig ved ene og alene at eje aktier på fredage. Det kan man næppe. For der er absolut ingen garanti for, at historien gentager sig på aktiemarkedet, og at tidligere tiders op- og nedture vil følge samme mønster fremover.

For det andet er det dyrt at handle aktier og købe og sælge hele tiden, hvilket kan spise en betydeligt del af afkastet op. Endelig vil de store afkast på fredage og kursfald på andre dage sandsynligvis blive mindre, hvis mange begyndte at spekulere i det. Så fortsat er den bedste strategi – hvis man vil eje aktier at købe og beholde i længere tid. Ingen kan nemlig forudse, om kurserne skal op eller ned på kort sigt uanset om ugedagen hedder fredag, mandag eller noget helt andet.

Dagens Gossip