Mystik omkring angreb på al-Qaeda-gruppe i Somalia

Al-Shabaab, der har tætte forbindelser til al-Qaeda, sagde lørdag, at det var soldater fra Storbritannien og Tyrkiet, der angreb en af al-Shabaabs baser i kystbyen Barawe syd for Somalias hovedstad Mogadishu.

Men begge lande afviser at være involveret i angrebet, der kommer mindre end en måned efter, at al-Shabaab stod bag et angreb mod et indkøbscenter i Kenyas hovedstad, Nairobi, hvor 67 mennesker blev dræbt - heriblandt seks briter.

Ifølge en talsmand for al-Shabaab, Abdulaziz Abu Musab, lykkedes operationen ikke, selvom et medlem af al-Shabaab blev dræbt.

»Den mislykkede operation blev udført af hvide mennesker, som kom med to små både fra et større skib ude på havet ... en vagt blev dræbt, men da der ankom forstærkninger, flygtede udlændingene,« siger Abdulaziz Abu Musab ifølge AFP.

Lokale vidner oplyser at have set og hørt støj fra en helikopter, som specialstyrker blev set fire sig ned fra i reb, hvorefter de under kraftige skudvekslinger forsøgte at storme et hus, hvor en af de lokale al-Shabaab-ledere opholdt sig.

Storbritannien og Tyrkiet afviste lørdag påstanden om, at britiske eller tyrkiske soldater var med til angrebet.

»Der er ingen britisk involvering,« siger en talskvinde for det britiske forsvarsministerium til AFP uden at komme med flere detaljer.

Dagens Gossip