Mystisk død undersøges: Digters lig graves op

Døde den berømte chilenske digter Pablo Neruda af kræft, eller blev han forgiftet af politiske modstandere under Pinochet-regimet?

Det forsøger Chile nu at få svaret på, når liget af Pablo Neruda graves op mandag.

Mandagens opgravning er sidste skridt i en langstrakt proces, der blev indledt tilbage i 2011, efter Pablo Nerudas chauffør hævdede, at digteren blev forgiftet.

Pablo Neruda, der var erklæret kommunist, døde i 1973, mindre end to uger efter, at militæret med general Augusto Pinochet i spidsen overtog magten i Chile.

- Vi har påbegyndt arbejdet, og vi nærmer os gravstenen, siger dommer Mario Carrozam, der leder efterforskningsarbejdet, på vej mod digterens gravsted.

Pablo Neruda er begravet nær sit hjem i Isla Negra, 120 kilometer vest for Chiles hovedstad, Santiago.

Når den berømte digters kiste er gravet op, skal den røntgenfotograferes ved et retsmedicinsk institut i Santiago, hvorefter den åbnes.

Resultaterne af undersøgelsen ventes ikke offentliggjort før om flere måneder.

Pablo Neruda var en af Latinamerikas største forfattere i det 20. århundrede.

Han blev tildelt Nobels Litteraturpris i 1971.

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip