Mystisk fund på Odense Banegård: Er dette din skildpadde?

- Jeg kalder den bare 'lille fyr', selvom jeg ikke ved, hvilket køn det er.

Sådan beskriver Securitas-vagten i Odense Banegård Center det fund, han gjorde onsdag, mens han var på arbejde.

På dørhåndtaget ind til det lokale, hvor vagterne holder til, hang en pose.

- I posen lå der en kasse fra Ikea, og i kassen lå der en lille skildpadde, fortæller vagten til Dagens.dk. Af hensyn til sit arbejde ønsker han at være anonym.

En gennemgang af centrets overvågningssystem viste, at det var en flaskesamler, der havde fundet posen på perronen mellem spor syv og otte. Flaskesamleren havde efterfølgende hængt posen på dørhåndtaget til vagtstuen.

Vagten og kollegerne undrer sig over, hvordan skildpadden er endt på perronen, og hvorfor ingen tilsyneladende savner den.

- Det er lidt mærkeligt, at man vælger at transportere en skildpadde på den måde. Og det er lidt mystisk, at der ikke er nogen, der har henvendt sig vedrørende en glemt skildpadde, forklarer vagten.

Han valgte onsdag aften at tage skildpadden med hjem. På vejen rundede han en dyreforretning, hvor han købte lidt tilbehør til den lille skabning. Dyrehandleren sponsorerede bunden af et gammelt kaninbur.

Torsdag er padden igen kommet med på job i Odense Banegård Center.

- Nu bor den bare hos os. Den ser umiddelbart ud til at trives. Den kravler rundt og spiser af det grønne, vi giver den. Men det er jo ikke optimalt, siger vagten.

Fyns Politi er blevet kontaktet. Og det har lovet at afhente 'lille fyr'. Torsdag eftermiddag er det dog endnu ikke sket.

SE BILLEDET AF 'LILLE FYR' I FULD STØRRELSE HERUNDER:

Dagens Gossip