Mystiske passagerer var ude efter nyt liv

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

De to mystiske passagerer, som har udløst en international terrorefterforskning i forbindelse med eftersøgningen efter et forsvundet malaysisk passagerfly, var efter alt dømme unge iranere på jagt efter et nyt liv i et andet land.

Det siger kilder tæt på efterforskningen.

De to passagerer, der rejste med stjålne pas, har fået skabt stor opmærksomhed omkring lyssky personer tæt på menneskesmugling i især det sydøstlige Asien - et af verdens centre for illegal migration og menneskesmugling.

Interpol siger, at de to mænd menes at være rejst til Kuala Lumpur via Doha på iranske pas, som ikke var meldt stjålet. Det var under navnene Delavar Seyed Mohammad Reza, 29 år, og Pouri Nour Mohammadi, 18 år.

Den ene af de to mænd ville ifølge oplysninger fra myndighederne i Malaysia slå sig ned i Tyskland.

Derefter brugte de to stjålne pas fra Østrig og Italien, da de gik om bord i fly MH370, der skulle bringe dem til Beijing, men som forsvandt lørdag med 239 passagerer om bord.

Interpols generalsekretær, Ronald Noble, siger, at det synes stadig mere sikkert, at "de to personer formentligt ikke var terrorister."

- Interessen for denne del af sagen synes at svinde, fordi det måske kun var personer, der blev smuglet eller flygtede illegalt, siger han om de to.

Han tilføjer, at der hvert år er over en milliard mennesker, som krydser grænser eller går om bord i fly uden at have pas, som har været screenet mod Interpols database.

Thailands politi siger, at en formodet iransk menneskesmugler havde reserveret flybilletterne til de to mænd.

Billetterne var blevet booket gennem rejsebureauer i Pattaya, som er en belastet kystby, der er kendt for en blomstrende sexindustri.

De blev bestilt af en mand, der kaldte sig selv "Mr Ali".

Passene menes at være stjålet af en menneskesmuglerbande, der sender folk til primært Europa for at arbejde.

En unavngiven kilde i det malaysiske militær har tirsdag fortalt, at man via radar har sporet passagerflyet MH370 til Malaccastrædet.

Hvis disse ubekræftede oplysninger viser sig rigtige, betyder det, at flyet er vendt rundt og længe er fløjet i den helt modsatte retning af den planlagte.

Malaccastrædet ligger mellem Malaysia og Sumatra - og altså stik modsat flyets rute.

/ritzau/AFP