Nadal får endeligt grønt lys til at deltage ved OL

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er klar til at konkurrere ved OL i Rio i næste måned.

Det blev en endelig kendsgerning fredag, da Det Internationale Tennisforbund (ITF) gav ham dispensation til at deltage.

Det behøvede han, fordi han ikke har opfyldt kravet om at spillet et vist antal Davis Cup-kampe for Spanien.

En skade har forhindret Nadal i at opfylde kravet, og den forklaring godtog ITF.

Danske Caroline Wozniacki var i helt samme situation og fik også lov til at deltage.

Her stopper lighederne ikke mellem de to spillere. Ligesom Wozniacki er Nadal udpeget til at være fanebærer for sit land ved åbningsceremonien.

Nu gælder det for Nadal om at blive sin håndledsskade helt kvit, så han kan kæmpe for medalje i Rio.

Nadal udgik af French Open inden sin kamp i tredje runde og missede siden Wimbledon.

Nu planlægger han at være tilbage ved Masters 1000-turneringen Rogers Cup i Toronto, der begynder 25. juli.

OL begynder 5. august.

/ritzau/Reuters