Nadal: Hellere skadesfri end grand slam-vinder

Skrevet af admin

27/12/2013

Mest læste i dag

Rafael Nadal skal i det kommende år prøve at følge op på et 2013, der har været et af de allerbedste i spanierens tenniskarriere.

Og skal det lykkes, handler det først og fremmest om at holde sig sund og rask, mener verdens nummer et.

- Jeg vil slet ikke begynde at tale om at vinde min niende French Open-titel eller at vinde Wimbledon igen.

- Det vigtigste for mig er at undgå skader, så det vil være muligt for mig at spille hele året, samtidig med at jeg holder et højt niveau, siger han ifølge Reuters.

Rafael Nadal valgte helt bevidst at skåne sin krop i anden halvdel af 2012, hvor han holdt turneringsfri og kun fokuserede på at bygge formen op.

Det var tilsyneladende en god beslutning, for i år vandt han hele 10 turneringer, hvilket blot er én færre end rekordåret 2005.

- Jeg ved ikke, om 2013 har været mit bedste år, hvad angår resultater. Det, der har gjort det til noget særligt, var følelsen af at kunne konkurrere igen på det niveau, som jeg nåede op på, siger Nadal.

Han tyvstartede 2014-sæsonen ved invitationsturneringen Mudabala World Tennis Championship i Abu Dhabi, hvor det fredag blev til nederlag til landsmanden David Ferrer i semifinalen med cifrene 4-6, 4-6.

/ritzau/