Nadal og Djokovic er klar til stormøde i Paris

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

Den spanske gruskonge Rafael Nadal og verdensranglistens nummer et, Novak Djokovic, er klar til at møde hinanden i en opsigtvækkende kvartfinale i French Open. Mandag sejrede de i deres respektive 1/8-finaler.

Nadal eliminerede den amerikanske overraskelse Jack Sock, der ligger nummer 37 på verdensranglisten.

Nadal havde chancen for at serve kampen hjem i tre sæt, men Sock kom flot tilbage og tvang kampen ud i endnu et sæt, inden Nadal vandt 6-3, 6-1, 5-7, 6-2.

Mens Nadal mandag måtte afgive sæt for første gang i turneringen, har Djokovic gjort rent bord.

I 1/8-finalen vandt Djokovic nemt med 6-1, 6-2, 6-3 efter to timer på banen. Dermed burde han være helt frisk til den næste store udfordring.

Det er det 44. indbyrdes møde mellem Djokovic og Nadal, hvoraf de fleste af været i finaler. Men denne gang tørner de altså sammen i en kvartfinale, hvilket ikke er sket siden 2007.

I mange år har det ikke kunnet lade sig gøre, fordi de begge har befundet sig blandt verdens fire bedste spillere og derfor tidligst har kunnet møde hinanden i semifinalen. I perioder har de ligget nummer et og to og har kun kunnet mødes i finaler.

Nu er Nadal imidlertid havnet nede på syvendepladsen blandt andet på grund af en lang skadespause.

Han betragtes dog stadig som kongen af gruset i Paris, hvor han i 9 ud af 10 forsøg har vundet French Open.

Djokovic har stadig til gode at vinde French Open. Han tabte finalerne i 2012 og 2014 - begge gange til Nadal.

/ritzau/