Nadal overvinder sløj start mod bulgarsk talent

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal kan fortsætte jagten på sin anden titel i grand slam-turneringen Australian Open, hvor han nu er blandt de fire sidste i dette års udgave.

Nadal vandt onsdag formiddag dansk tid sin kvartfinale over den fremstormende bulgarer Grigor Dimitrov og står foran et brag af en semifinale mod enten Roger Federer eller Andy Murray.

22.-seedede Dimitrov gav ellers storfavoritten noget af en forskrækkelse, da han vandt første sæt med 6-3.

Og bulgareren, der sidste sommer var doublemakker med danske Frederik Løchte Nielsen i Wimbledon, viste sig også efterfølgende som en yderst besværlig modstander for Nadal.

Den spanske grusspecialist vandt Australian Open i 2009, men turneringen i Melbourne har ofte budt på skuffelser for en mand med i alt 13 grand slam-triumfer på sit cv.

Her fik Nadal dog strammet op og formåede at vinde de vigtige bolde i de næste to meget tætte sæt. De blev begge afgjort i tiebreak, hvor spanieren lige var en tand bedre end sin 22-årige modstander.

I fjerde sæt var Dimitrovs modstandskraft dog opbrugt, og to servegennembrud gav Nadal sejren med 6-2 efter tre og en halv times tæt kamp.

Mens Nadal altså møder Federer eller Murray i den ene semifinale, står den anden mellem Tomas Berdych fra Tjekkiet og schweizeren Stanislas Wawrinka.

/ritzau/

Dagens Gossip