Nadal rammer endnu et lavpunkt på Rios røde grus

Skrevet af admin

21/02/2016

Dagens topnyheder

Rafael Nadal var for anden gang i træk blot en sejr fra sin ATP-finale nummer 100, men endnu en gang tabte den topseedede spanske tennisspiller på skuffende vis.

Useedede Pablo Cuevas fra Uruguay slog overraskende den tidligere verdensetter med 6-7, 7-6, 6-4 i semifinalen i ATP-turneringen i Rio de Janeiro.

Nadal, som er nummer fem i verden og topseedet i Rio, vandt et tæt første sæt, men tabte dernæst de efterfølgende ligeledes jævnbyrdige sæt mod Cuevas, der er nummer 45 i verden.

- Jeg mistede en mulighed, og det er det. Jeg kæmpede til det sidste. Jeg må acceptere det og arbejde videre på at ændre dynamikken, siger Nadal.

Kun to ud af 13 breakmuligheder udnyttede Nadal, som samtidig lavede 33 uprovokerede fejl mod Cuevas.

- Jeg vandt ingen titel, så det var ikke to positive turneringer. Jeg havde mine chancer i begge, men tabte i semifinalen i begge turneringer. Nu ser jeg bare frem til Indian Wells, siger Nadal.

Cuevas, som lavede 48 vinderslag i den næsten tre og en halv time lange maratonkamp på Rios røde grus, skal nu møde den useedede argentiner Guido Pella i finalen.

Pella vandt i to sæt over den femteseedede østriger Dominic Thiem, som ellers var manden, der slog Nadal ud i semifinalen i den foregående ATP-turnering for en uge siden i Buenos Aires.

29-årige Nadal har vundet 14 grand slam-titler i karrieren, men røg skuffende ud i første runde i Australian Open i januar.

Sidste år lykkedes det ikke Nadal at vinde en eneste grand slam-titel, og det er ikke sket siden 2004.

/ritzau/AFP