Nadal risikerer skræklodtrækning i Wimbledon

Skrevet af admin

24/06/2015

Dagens topnyheder

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal har to gange i karrieren vundet Wimbledon, men vejen til en tredje triumf kan blive umådeligt hård.

Skader og svigtende form har sendt Nadal ned på 10.-pladsen på verdensranglisten, og da arrangørerne i Wimbledon seeder efter ranglisten, betyder det, at Nadals seedning er identisk med hans placering på verdensranglisten.

Dog er der en enkelt undtagelse fra ovenstående, da sidste års semifinalist Milos Raonic fra Canada er seedet som nummer syv, mens spanieren David Ferrer er seedet otte, selvom det på verdensranglisten er omvendt.

Det står klart, efter at arrangørerne onsdag offentliggjorde seedningerne.

Og når Nadal er uden for top-otte, kan han allerede fra ottendedelsfinalen støde ind i de spillere, som er seedet højere end ham selv.

Topseedede Novak Djokovic er forsvarende mester på græsset i London efter sidste års finalesejr over Roger Federer, som er seedet toer i år.

Caroline Wozniacki er seedet som nummer fem i kvindernes singlerække, hvor Serena Williams er seedet etter.

Selve lodtrækningen finder sted fredag.

/ritzau/