Nadal: Torpegaards gode server gjorde kampen tæt

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Verdensstjernen Rafael Nadal bragte helt efter bogen Spanien foran 1-0 mod Danmark i Davis Cup-kampen i Odense.

Men Nadal måtte igennem et jævnbyrdigt første sæt, inden han efter to timer på banen havde vundet 6-4, 6-3, 6-2 over 21-årige Mikael Torpegaard.

Første sæt var på vippen indtil 4-4, hvor Nadal endda måtte afværge tre breakbolde.

- Han er en god spiller. Han tog nogle chancer og servede rigtigt godt. Når man server godt på sådan et hurtigt underlag som her, kan det blive mere lige, siger Rafael Nadal.

Han afviser, at han på nogen måde undervurdere danskeren, der rangerer som nummer 909 i verden.

- Han overraskede mig ikke. Jeg går aldrig ind til en kamp med den mentalitet. Jeg går ind og kæmper det bedste for at vinde, og jeg måtte kæmpe lidt mere på dette underlag, siger Nadal.

Fra midten af andet sæt var forskellen større på de to spillere, og Nadal var aldrig i problemer i de sidste sæt.

- Jeg blev mere komfortabel efter første sæt. Det var vigtigt for mig at bringe os foran 1-0, siger Nadal.

Han ved endnu ikke, om han skal i aktion mere i denne weekend. Han er programsat til at spille single søndag mod Frederik Løchte Nielsen, men den spanske holdkaptajn kan vælge at bringe en reserve i spil i stedet.

I fredagens anden kamp er Frederik Løchte Nielsen oppe imod David Ferrer.

/ritzau/