Nadal vender tilbage efter rygskade med sejr i Rio

Skrevet af admin

19/02/2014

Dagens topnyheder

Der har været stille omkring Rafael Nadal, siden han tabte Australian Open-finalen til Stanislas Wawrinka i slutningen af sidste måned.

Men nu er verdensetteren tilbage på tennisbanen efter en rygskade, der generede ham tidligere på året og som betød, at han måtte melde afbud til sidste uges turnering i Buenos Aires.

Rafael Nadal vandt sin første kamp ved grusturneringen Rio Open med 6-3, 7-5 over landsmanden Daniel Gimeno-Traver.

Nadal brugte kun en time og 40 minutter på at slå verdens nummer 84, men måtte dog se sig brudt i egen serv en enkelt gang.

Det var Nadals professionelle kamp nummer 800 i karrieren. Kun fem andre aktive kolleger har spillet lige så mange kampe, og spanierens 670 sejre er det blandt de nuværende ATP-spillere kun Roger Federer, der overgår.

I næste runde af turneringen i Rio venter endnu en spanier, Albert Montanés, der er nummer 72 i verden.

/ritzau/