Nadal videre i Monte Carlo-gyser

Man skulle tro, det ville blive en nem fredag eftermiddag for Rafael Nadal ved ATP-turneringen i Monte Carlo mod verdens nummer 34, men Gregor Dimitrov voldte den spanske tennisstjerne store problemer i de to sidste sæt.

Den tidligere verdensetter vandt dog kampen over danske Frederik Løchtes bulgarske doublemakker med 6-2, 2-6, 6-4.

Rafael Nadal har vundet de seneste otte udgaver af grusturneringen i Monte Carlo.

Bulgareren og spanieren har kun mødt hinanden en gang tidligere. Det skete i 2009 i en kamp i Rotterdam, som Nadal vandt i tre sæt 7-5, 3-6, 6-2.

Turneringen er et comeback for Rafael Nadal, som har døjet med skader siden Wimbledon sidste år, og som den seneste måned har holdt pause igen.

Efter Wimbledon var Rafael Nadal tvunget til at holde pause i et halvt år, og da han gjorde comeback tidligere på året, var det med tre turneringssejre af fire mulige i træk.

Nadal skal i semifinalen møde franskmanden Jo-Wilfried Tsonga, som spillede sig videre med en sejr over schweizeren Stanislas Wawrinka.

/ritzau/

 

Dagens Gossip