Nadals modstander har slået ham før

Rafael Nadal har endnu ikke prøvet at tabe sit eget serveparti ved US Open.

Da han natten til torsdag spillede sig i semifinalen i US Open ved at besejre landsmanden Tommy Robredo med 6-0, 6-2 og 6-2, var det hans sejr nummer 57 i 60 kampe, siden han i februar gjorde comeback.

Da havde 27-årige Nadal haft syv måneders skadespause.

I semifinalen møder han den jævnaldrende franskmand Richard Gasquet. De to er blevet gode venner, men deres forhold er ikke helt lige på tennisbanen. Af deres 10 tidligere opgør har Rafael Nadal vundet dem alle.

Alligevel kunne Richard Gasquet efter sin kvartfinale kun grine af det. Han kan huske, at de to mødte hinanden i en international juniorturnering i Frankrig - da de var 13 år gamle.

- Jeg ser det på YouTube engang imellem. Folk taler om den her video. Jeg kan se, at jeg vinder over ham. Men jeg har svært ved at tro det nogle gange, siger Richard Gasquet ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg kendte ham ikke dengang, men da løb han allerede meget. Jeg kan huske, at jeg vandt - måske - 6-4 i et sæt, og jeg sagde til min far bagefter, at Nadal var en stor fighter.

- Det er rigtigt. Han er en af tennishistoriens bedste spillere. Det er godt at vinde, når man er under 14 år, men det er endnu bedre at gøre det på Pro Touren. Det har jeg ikke gjort endnu, fortsætter Gasquet.

Efter Nadals kamp var det oplagt at spørge, om han kan huske kampen mod Richard Gasquet, da de begge var 13 år.

- Jeg tabte 4-6 i tredje sæt. Det var en god kamp, og det var en af mine første internationale turneringer. Richard spillede fantastisk den dag, mindes Nadal.

Nadal forventer, at Richard Gasquet til deres næste møde kommer med masser af selvtillid. Senest efter kvartfinalesejren over David Ferrer i New York.

/ritzau/

Dagens Gossip